Der er en tradition i kunsten, hvor Kristus på korset afbildes som syg. På Isenheim-altertavlen er han helt grøn i huden, fyldt af bylder, og huden skaller af. Det er som, der står i Esajas’ Bog 53: ”Han var fuld af smerte og ramt af sygdom, så vi kiggede væk”.
Isenheim-altertavlen blev på et tidspunkt flyttet fra den kirke, det var lavet til, til et klosterhospital i Colmar, hvor munke og nonner plejede de syge. Og der må det have vakt evangelisk overraskelse hos de syge – at se, at ikke bare de var plaget af sygdom, men at Herren selv bar sygdom på sig – for at gå ind i smerten med os.
Hvordan ville en Isenheim-altertavle se ud i dag? En Kristus med iltmaske – i respirator – og disciplene og kvinderne omkring ham, på jorden ved foden af korset, med mundværn og visir. Eller en Kristus lukket inde i angsten, isoleret og fuld af frygt for fremtiden. Eller en Kristus med demens, ude af stand til at forstå, hvorfor omsorgen pludselig blev så fjern og besøgene fra familien sluttede.
Langfredag er en smertefuld dag – men samtidig er det her, at første tone af vores trøst findes: At vi ikke er alene med smerten i verden.
Gud, du forunderlige Gud!
Fra en verden,
hvor ondskaben viser sit hæslige ansigt hver eneste dag,
hvor mennesker påfører andre ondt
og finder en sær glæde i
at ydmyge de afmægtige,
råber vi til dig, som kender vort mørke:
Far i Himlen, forlad os ikke!
Forbarm dig over os alle, ofre som bødler,
voldsmænd som syndebukke!
Stands os, når vi slår!
Hjælp os, når vi lider!
Når du tier, er det, som om du intet gør.
Når du tøver, er det, som om du har forladt os.
Men når vi hører din søn råbe på korset:
”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
da aner vi, at du har svaret os i ham.
I hans afmagt er du hos os,
i hans kærlighed viser du os den eneste magt,
der kan bryde ondskaben.
Gud, du hjælpeløses Gud!
Du er vort håb, for din er magten og æren
fra evighed og til evighed.
Amen.
(Langfredagsrefleksion ved sognepræst Cæcilie Jessen, bøn af Holger Lissner)