Søndagsrefleksion 7. februar 2021

Søndagsrefleksion til søndag seksagesima (søndagen omtrent 60 dage før påske)

H.A. Brendekilde – En sædemand på marken ved Brendekilde Kirke (1914)

Bibellæsningerne til søndagen kan findes her.

En salme til søndagen kan findes her:
En bondemand går ud at så” (nummer 154 i salmebogen)

Vorherre er en sløset bondemand. Det er det, vi hører om i dag – og det er det, vi hver eneste dag i livet må sige tak for.

For Gud kaster alt, hvad han har, ud over verden, uden at se, om det falder i frugtbar jord eller ej.

Jorden, det er os mennesker. Og det er godt set, at nogle af os er som en støvet markvej, nogle af os er som en klippegrund, nogle af os er en tidselmark – og nogle af os er god, frugtbar jord. Det er ikke en kilde til skam, men slet og ret en konstatering: Guds ord vokser forskelligt i os.

Vi kan ikke sådan lige se på hinanden, hvilken slags jord vi er. Måske er dem, der går i kirke hver søndag – eller dem, der bruger en masse år på at studere teologien – måske er dét tidselmarkerne, som må opsøge søndagssåningen igen og igen for ikke at blive golde. Eller måske er det omvendt. Det kan have en vis værdi for den enkelte at kende sin egen jordbundskvalitet, så at sige, så man kan tage sine forbehold også i det åndelige liv – men de andres jordkvalitet kan vi sådan set holde næsen ude af.

For den, vi må fæstne blikket på, er sædemanden – Gud. Gud, der sår og sår uden hensyn til, hvor udsæden lander. Det er vel dét, Paulus kalder ”en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger” – for kan Gud da ikke se, at der ikke bliver noget af det i håbløse mennesker?

Men dét ser Gud ikke på. Han går hver dag ud og tilser sin mark og konstaterer, at der er noget, der ikke er kommet op, og så sår han endnu engang på den bare plet. Ikke fordi Gud ikke forstår, hvordan det fungerer med mennesker – men netop fordi Gud forstår:

At vi kan være svage og udpinte – at vi har brug for, at tiden går, før vi kan vokse og bære frugt – at vi kan være bundet på så mange måder, som vorherre tålmodigt vil løse os af.

Måske kan vi nok nu og da gøre os umage for at prøve at bære lidt frugt – men mest af alt bliver vi i dag bare kaldet til taknemlighed: At vi må takke Gud, fordi han sår så sløset – at han kaster sit Ord ud over os igen og igen, til det spirer og gror, om det så først sker ved livets eller verdens ende.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed, amen.

sognepræst Cæcilie Jessen

Tak for lån af video til Skalborg Kirke.

Søndagsrefleksion 24. januar 2021

Søndagsrefleksion til sidste søndag efter helligtrekonger

Sebastiano del Piombo – Transfiguration (1524) – Borgherini-kapellet i Rom

Bibellæsningerne til søndagen kan findes her.

“Rejs jer, og frygt ikke!”

Dagens evangeliefortælling er den, der kaldes forklarelsen på bjerget. Jesu disciple bliver bange og kaster sig ned, da han pludselig lyser som solen, og Moses og profeten Elias dukker op. Men så siger Jesus: “Rejs jer, og frygt ikke!”.

Sikke ord det er til livet. Og det er alvorligt nok: Ordene ”Rejs jer!” er ikke bare hvilke som helst ord om at komme ud af sengen eller rejse sig fra bænken for at gå ud af kirken og hjem. Nej, dét ord for ”rejs jer” på græsk er det, der bliver brugt, når døde skal opvækkes. Det er altså et ord, en sprogbrug, der er helt bevidst om, at vi nogle gange kommer ganske dybt nede fra, når Jesus befaler os at rejse os op.

Det er ikke sagt som hverken skældud eller et venligt forslag. Nej, når Jesus siger ”Rejs jer”, så sker det sådan set – det er skaberordet, han taler med – da har vi allerede rejst os, da er vi allerede stået op – fra dyndet, fra dybet, fra døden. Måske fornemmes det blot som en ranken i ryggen, der gør os klar til igen at gå ud i verden – det er nok, det er der brug for.

Og så er der fortsættelsen på Jesu ord: ”Frygt ikke.” Det er blevet sagt af nogen, at der står ”Frygt ikke” 365 gange i Bibelen. Jeg har ikke talt efter, men selv hvis det kun er omtrentligt, så er det stadig værd at notere sig: At der findes et ”frygt ikke” for hver dag i året. Det er grundord i evangeliet, og de forekommer ofte, når Gud bryder igennem virkeligheden, hvilket ofte gør Bibelens helt almindelige mennesker noget nervøse – og så lyder de ord altså: Frygt ikke. Fordi Gud ikke er en, vi skal frygte som en bøddel. Gud er ikke ude efter os. Det er næsten rørende, som kæmpen i en børnebogsfortælling, der hver gang han møder nogle nye mennesker, må understrege, at han ikke er der for at ødelægge eller æde dem, men forklarer, at han nærmere vil beskytte dem med al den kraft og styrke, der ved første øjekast gør os så bange. Frygt ikke, siger Gud.

Og ”Frygt ikke!”, siger altså Jesus. Ligesom med ordene om at rejse sig er det et påbud, der virker i samme nu, det bliver sagt – det er skaberord, der udraderer frygt, når vi hører dem. Samtidig er det et løfte: I har ikke grund til at frygte. Det er noget, vi som banale mennesker, som bange børn på telttur, må gentage for os selv igen og igen, når frygten er ved at overmande os: Jesus siger, at vi ikke skal være bange – derfor er vi ikke bange. Og så ryster vi lidt videre – men det er altså sagt. Frygt nu ikke.

Det er også det, der skal få os igennem denne tid. Eller måske rettere: Det er det, der skal få os igennem også denne tid. Når vi minder os selv om ikke at frygte, er det ikke for at kaste os ud i idioti, hvor vi ikke passer på os selv og hinanden i et eller andet misforstået forsvar for en forkvaklet idé om frihed. Nej, vi kan godt være agtsomme borgere i et pandemiramt samfund – men lægge frygten fra os. Vi kan ranke ryggen med mundbind og hele molevitten, men uden frygt – og dermed er vi fri til at gøre, hvad der nu er hver vores opgave i denne tid. Måske er det endnu tydeligere, end det plejer, at vi er sat til at tjene forskelligt: Nogle passer familier, nogle passer syge, nogle passer hjulene, der må køre rundt, og fødevareproduktionen. Er vi rodfæstede i Kristus, er grundopgaven sådan set den samme som altid: Ær Gud, og tjen næsten. Og læg så al din frygt hos Gud. Rejs jer – og frygt ikke.

sognepræst Cæcilie Jessen

Søndagsrefleksion 10. januar 2021

Søndagsrefleksion til 1. søndag efter helligtrekonger

Sven Havsteen-Mikkelsen – Altertavle til Drejø Kirke (1970)

Andagtsark til søndagen og den kommende uge kan hentes her.

Bibellæsningerne til søndagen kan findes her.

Uanset om man er forælder eller ej, må man kunne forestille sig, hvor forfærdeligt det er, at et barn bliver væk for én. Og det er det, der sker i Jerusalem for Maria og Josef, hvor de har taget den tolv-årige Jesus med for at fejre påskefesten: At han bliver væk. Ja, endnu værre – de når at bevæge sig en dagsmarch hjemad, før de opdager, han ikke er med.

Josef og Maria kan i et bredere perspektiv blive et billede på menneskeheden: For de er mennesker, der leder efter Kristus – leder efter Gud. Vi kan se det for os og måske genkende os selv i billedet: Mennesker, der bevæger sig gennem hverdagen og pludselig stopper op og indser, at noget er blevet væk for dem. Sagens kerne eller livets håb – meningen.

Ja, sådan kan det sådan set godt ske i disse dage: At vi mister meningen af syne – for hvad er den egentlig, når vi ikke kan se dem, vi plejer, hvad er den egentlig, når al tid tilsyneladende er blevet til ventetid?

Og hvad gør Maria og Josef så – hvad gør mennesker så, når Gud er blevet væk for dem? De – vi – begynder at løbe rundt fra sted til sted. I tre dage søger de overalt i Jerusalem, må vi forestille os. Og så til sidst kommer de i tanke om at kigge i templet, hvor de finder ham.

Da stiller Jesus dem det bedste, retoriske spørgsmål: ”Hvorfor ledte I efter mig?”. Det er så godt et spørgsmål, og det må fylde os med glæde, når vi hører det, som om det blev stillet til os – Jesus, der spørger, hvorfor vi leder sådan efter ham. Vi ved jo, hvor han er – i sin fars hus. I gudshuset. Og derfor kan vi slutte vores søgen, i hvert fald efter Gud, efter Jesus – for Jesus er der, hvor han skal være. Vi må lade panikken lægge sig og gå derhen, hvor Kristus er at finde.

Det er i kirken, hvor vi samles om hans ord. Men også – og så meget vigtigere i denne tid – er Jesus hos os, i os – bor ved troen i vores hjerter. Og endnu et sted finder vi ham: I bønnens rum, som vi også altid bærer med os. Beder vi en bøn, så er Gud der. Det er derfor, vi, når vi farer rundt og leder, får stillet spørgsmålet: Hvorfor ledte I efter mig? Jeg var jo lige her.

Bøn

Almægtige, evige Gud.

Vi takker dig, fordi du går med os også i denne mærkelige tid – fordi du er trofast, og dit ord lyder.

Vi beder dig for din kirke, hvorend den samles nu. Vis os, at vi er ét i Kristus. Lad dit ord lyde på umulige steder og lyse op i mørket for dem, der mangler dig eller kalder på dig.

Vi beder dig for vort land, for frihed og for fred. Hold din hånd over Dronning Margrethe og hele hendes familie, og vejled og beskyt alle, der har politisk ansvar og magt.

Vi beder dig for alle, der kæmper nu, på sygehusene, på skolerne og i hjemmene.

Vi beder dig for dem, hvis livsværk går i grus – rejs du dem op, og vis dem en vej.

Trøst enhver der sørger over tabet af en, de holdt af.

Lær os, Gud, at bære hinandens byrder. Hjælp os at styrke og bevare troen hos hinanden, så vi en dag roligt kan give slip i troen på din nåde og det evige liv.

Hør os, når vi beder i Jesu navn:

Fader vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

sognepræst Cæcilie Jessen

Kort gudstjeneste søndag d. 10. kl. 10.30

Kort søndagsgudstjeneste

Døbefonten i Aa Kirke med de helligtrekonger. Foto: Claus Jensen.

På søndag den 10. januar kl. 10.30 vil der være en kort søndagsgudstjeneste i Nylars Kirke.

Som alle vil vide, er restriktionerne også for kirken blevet skærpet. Derfor vil gudstjenesten vare maks. 30 minutter, være uden menighedssang og uden nadver. Derudover vil præst og personale opfordre til, at alle beholder mundbindet på under gudstjenesten.

I Nylars Kirke er der efter de nye arealkrav plads til maks. 15 personer inde i kirken. Skulle man gå forgæves, er der dog også mulighed for at gå til gudstjeneste kl. 14 i Vestermarie Kirke.

Det er en glæde, at vi fortsat må mødes i kirken og høre et gudsord – og så må vi tage restriktionerne, som de kommer.

Der vil blive lagt andagtsark ud her på hjemmesiden og i kirkens våbenhus for dem, der ikke har lyst eller mulighed for at komme til gudstjeneste.

Har du brug for at tale med én i denne lidt tunge tid, kan sognepræst Cæcilie Jessen kontaktes på 56 99 90 03 eller mail lcj@km.dk.

Udendørs andagt nytårsdag

Andagt uden for Nylars Kirke nytårsdag

Den første dag i året er en helligdag, hvor vi plejer at mødes til gudstjeneste om eftermiddagen.

I år er alting, som vi ved, anderledes, og derfor vil der i stedet for en almindelig gudstjeneste blive holdt en kort andagt uden for Nylars Kirke den 1. januar kl. 15.

Vi vil synge et par salmer, høre dagens evangelielæsning og en kort refleksion ved sognepræst Cæcilie Jessen.

Tag godt med tøj på og eventuelt en klapstol med. Skulle vejret alligevel blive for trist, går vi indendørs og må droppe salmesangen – så husk et mundbind i lommen.

De almindelige gudstjenester er fortsat aflyst, indtil videre til og med 3. januar.

Glædelig jul og godt nytår!

sognepræst Cæcilie Jessen

Refleksion til mellemjulen

Refleksion til mellemjulen

Refleksionen kan hentes til print via dette link , hvis man fx ønsker at dele det med en nabo, som ikke er på nettet.

Giorgone – Hyrdernes tilbedelse (1505-10) – fra www.wikiart.org

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.«  De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.  Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.  Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem. (Lukasevangeliet kaptitel 2, vers 15-20)

Det er ekkodage, disse dage mellem juleaften og nytår – mellemjulen. Der er et ekko af klokker, der kimer, engle, der lovpriser Gud – og et ekko af det lille barn, der græder i krybben, og viser os Guds milde ansigt – så overraskende og så fuld af fred til os.

Når man læser juleevangeliets fortsættelse om hyrderne, der går hen til barnet i stalden, efter englene har fortalt dem om det på marken, er der noget, der falder i øjnene: Det er hyrderne, der kommer og fortæller til de forsamlede i stalden, hvad der er sket. Og alle, der hørte det, undrede sig over det, står der!

Det er, som om det har taget lidt tid for det hele at synke ind, også for Josef og Maria. At det lille barn virkelig var Guds søn, verdens frelser, som englen havde fortalt Maria for ni måneder siden.

Det fortæller os, at Jesus kom til verden omgivet af undrende, ja, tvivlende mennesker som os. Men at han kom, ikke desto mindre. Fordi således elskede Gud verden…

Den unge Maria bliver et eksempel for os i mellemjulen. For selv om hun gennem hele forløbet finder det hele mærkeligt og forundrende, åbner hun sit hjerte for at tage imod ordene, der lyder til hende gennem det lille barn og hyrdernes fortælling, om Guds nåde og kærlighed. Og så gemmer hun ordene i sit hjerte og grunder over dem.

Måske er det dét, dette års ekstra rolige jul kan give plads til: At grunde over de ord, der er gemt i vores hjerter. Om barnet i krybben – om fred og fryd – om Gud, der bøjer sig ganske langt ned for at møde os i denne mærkværdige verden.

Himmelske Far,
englesangen er forstummet,
men i stilheden synger det stadig i os
som en genlyd af den sang,
der lød over Betlehems marker.
Lad aldrig den tone forstumme,
lad den klinge med i vore julesalmer,
og lad glæden nå ud til hele verden,
til alle, der sørger og savner,
til alle, der har opgivet at længes og tro.
Lad os finde trøst og frimodighed ved at høre,
hvad du har givet os i din elskede søn.
Gør glæden stor og håndgribelig for os alle,
så vi ser dit under,
fyldes af din fredag
og selv synger med på den lovsang,
som lyder fra evighed til evighed.
Amen.

(Bøn skrevet af Holger Lissner)

Fortsat glædelig jul!

sognepræst Cæcilie Jessen

Julevideo fra kor og præst

Julevideo fra koret Sanglærkerne og sognepræsten

Juleaftensdag samledes koret Sanglærkerne og sognepræst Cæcilie Jessen i Vestermarie Kirke for at optage en julehilsen, når nu julegudstjenesterne blev aflyst.

Videoen kan ses herunder. Hvis man ønsker at synge med på den første salme, “Her kommer, Jesus, dine små”, kan teksten findes her (klik).

Optagelse og redigering: Philip Koefod

Gudstjenester aflyst – kirken åben!

Gudstjenesterne er aflyst, men kirken er åben

I sidste øjeblik blev julegudstjenesterne anbefalet aflyst af biskopper og kirkeminister – og det blev de, også her hos os i Nylars.

Men i alle juledagene vil Nylars Kirke stå åben for alle, der ønsker at kigge indenfor. Der ligger andagts- og salmeblade, som man må tage. Der er lys tændt og musik at lytte til. Så velkommen til at fejre Kristi fødsel – som menighed, men på egen hånd.

Hvis du ønsker at læse prædikenen, som ville være blevet holdt juleaften i Vestermarie og Nylars Kirker, kan den hentes her.

Og så er der en lille juleaftensvideo undervejs – optaget i dag, juleaftensdag, af koret Sanglærkerne og sognepræsten i Vestermarie Kirke, men til at se hele julen. Så snart den er færdigredigeret, vil også den blive lagt op her på siden.

Glædelig jul! Fred på jord, fryd på jord!

sognepræst Cæcilie Jessen

Vil du holde hjemmeandagt juleaften?

Juleaftensandagt i hjemmet

Grandma Moses – Christmas at Home (1946)

Juleaftensdag er en vigtig gudstjenestedag for mange familier i Danmark. Men i år vil mange være forhindret i at deltage eller have valgt det fra.

I stedet kan man holde en kort andagt hjemme på et tidspunkt i løbet af juleaften – når træet er tændt, eller måske når festlighederne er slut, og alle synker trætte om i sofaen?

Her kan downloades et ark med forslag til juleaftensandagt i hjemmet (klik).

God og velsignet jul til alle!

sognepræst Cæcilie Jessen

Prædikenklip fra 4. søndag i advent

Prædikenklip fra 4. søndag i advent

Var du forhindret i at komme til gudstjeneste i dag, den fjerde søndag i advent? Her er lidt af prædikenen fra gudstjenesterne i Nylars og Vestermarie.

Bibelteksterne til 4. søndag i advent kan læses her (link).

Pieter Brueghel den ældre: “Johannes Døberens prædiken” (1566)

“I dag hiver Johannes Døberen os tilbage til os selv og vores verden og nutid, tilbage fra alle vores vidtløftige fantasier om Gud og hans væsen. For den, I venter på, er ikke fjern, men nær – det er en, der står midt i blandt jer.

Det skal vi ikke bare forstå sådan, at den, vi venter på, står som et menneske i en mængde, vi også befinder os i. Eller rettere: Vi forstå det sådan, men i stor, udvidet og bred forstand: Den, vi venter på, viser sig at være en som os – den, vi venter på, kommer og tager del i vores menneskehed – tager del i vores kød og blod, og er ved første øjekast slet ikke særligt ophøjet, måske nærmest tværtimod. Den, vi venter på, er, kunne man sige, en af os.

Dét kaster lys over menneskelivet. Det gør, at den simpleste hverdag kan lyse op, de simpleste ting og de simpleste mennesker, fordi også det er Kristus kommet til.

Der står i så mange julesalmer om Kristus som en gæst – en meget, meget fin gæst, som kaster glans over hele selskabet. ”Kom, Jesus, vær vor hyttegæst, hold selv i os din julefest.” Guds søn er én af os, fordi han lader sig føde som et menneskebarn om ganske kort tid – men han har himmelen med til os.

Og man kan sige, at når dét lys lyser op – når julelyset tændes over os – så kan vi også se noget, som vi ikke kunne se før: At alt det almindelige jo er Guds. Alt hverdagsstoffet, alt, der til daglig kan synes gråt og trivielt, ja, alt det, der bare er alt for normalt – det lægger der sig guldstøv over, når Guds søn kommer til verden med sit lys.”

Glædelig fjerde søndag i advent!

sognepræst Cæcilie Jessen