Tanker fra kirketjenerens kirkebænk i Nylars

Tanker fra kirketjenerens kirkebænk i Nylars

I anledning af menighedsrådsvalget har kirketjener og graver i Nylars, Jørn Pedersen, skrevet følgende refleksion:

Midtersøjlen i Nylars Kirke. (Billede: Wikimedia Commons.)

Det slår mig, hver gang jeg som kirketjener gør rent i kirken eller gør klar i kirken til handling, eller når jeg søndag efter søndag sætter mig på kirkebænken: Denne kirke har stolt stået i mange hundrede år og er blevet gjort til en værdifuld kirke af de mange forskellige menigheder, præster og øvrige kirkepersonale, der har haft sin gang i kirken i alle disse år. Mennesker, der hver på deres måde har nydt, men også kæmpet for denne lokale kirke, som har givet dem så meget i mange forskellige sammenhænge. Derfor er det ædelt at kæmpe for sin aktive lokale kirke og dens videreførsel og måske endda overlevelse.

Her i kirken er generationer kommet i hundredevis af år, ved alle livets største begivenheder. Dåb, konfirmation, velsignelser, bryllup, bisættelser, begravelser, ved forskellige af årets højtider og ved almindelige gudstjenester i løbet af året. Mange har også i alle disse år brugt kirken uden for kirketid til personlig refleksion og fordybelse. Det er som et fast ståsted og et fast holdepunkt i livets gang, der alligevel bevæger sig og går igennem hundredevis af år og helt frem til i dag, som en rød tråd gennem så mange generationer og familier.

Lige her, hvor jeg sidder på kirkebænken, har der siddet i tusindvis af mennesker før mig og forhåbentlig i tusindvis vil sidde der efter mig. Der er tusindvis, der før mig har lyttet til præstens prædiken og fundet mening med den og fået tanker og ro, som de har taget med sig hjem. Der er tusindvis af mennesker, der før mig, med dyb respekt, har rørt ved den store søjle, der majestætisk, fysisk holder hele kirken oppe.

Men den søjle står ikke af sig selv. Den står der, fordi den i alle årene er blevet vedligeholdt og støttet af mennesker, der holder af kirken. Den søjle, som vi som menighed er for sognets kirke, skal også vedligeholdes og keres for. Også i fremtiden. Og det skal den, fordi den bærer alle de værdier, vi indeholder, og de værdier bærer heller ikke sig selv uden hjælp. Det kræver aktivt arbejde, engagement og hjælp at vedligeholde og forsat udvikle de værdier i takt med tiden.

Det opleves som en ære at være en del af denne lange kæde eller røde tråd af mennesker, der har holdt kirken og de menneskelige værdier oppe i alle disse år. At være en lille del af denne kæde er en stor ting – en vigtig ting, der sætter sine spor ind i de næste mange generationers liv i både store og små livsbegivenheder. Det er virkelig som at være en del af livets søjle for kirken.

I praktisk forstand kan vedligeholdelsen og udviklingen af denne livets søjle kun sikres ved at tage aktivt del i menighedsråd og i alt det arbejde, der foregår der. For hvis ikke dette arbejde bliver gjort, svigter vi alt det, som tidligere generationers aktive menigheder har arbejdet så hårdt for at bevare, sikre og udvikle for os.

Tænk, hvis kirkebænken eller kirkesøjlen kunne tale og fortælle dens oplevelser og om de oplevelser, de har givet. Og tænk, hvis den kirkebænk eller kirkesøjle ikke i fremtiden kan fortælle om dens oplevelser eller om de oplevelser, de giver. Eller hvis den i fremtiden fortæller, at vi var dem, der ikke videreførte hundredevis af års hårdt arbejde?

– Jørn Pedersen, kirketjener og graver ved Nylars Kirke

Jørn Pedersen

Prædikenklip trinitatis søndag (7. juni)

Prædikenklip trinitatis søndag (7. juni)

Alterforside fra Torslunde Kirke fra 1560’erne.


Hvis du ikke kom til gudstjeneste i søndags, hvor det var trinitatis søndag, er her et klip fra prædikenen.

Velkommen næste søndag den 14. juni klokken 9 i Nylars Kirke og kl. 10.30 i Vestermarie.

At gøre noget i nogens navn er at gøre noget under deres myndighed – en måde at låne på, hvad man ikke selv har: Autoritet, kreditværdighed, magt. Eller som politibetjente, der råber: Stop i lovens navn! Hvorved det underforstås: Jeg beder dig ikke stoppe som mig selv, men jeg befaler dig at gøre det på vegne af loven, det meget abstrakte og upersonlige begreb.

Og det er dét, der gør sig gældende, når vi som et kirkeligt fællesskab – en kirke – døber i den treenige Guds navn. Vi siger: Det her gør vi ikke som os selv, men i et andet navn – vi døber i dén Guds navn, som ønsker at tage mennesker til sig som sine børn og give dem et nyt liv derved. Vi kommer med vandet og ordene og den fælles bøn, men handlingen i dåben er Guds, for det er i hans navn, den finder sted – på Guds autoritet, på Guds magt, ja, på Guds kreditværdighed.

Og så dette med den tre-enige Gud. Det er netop i dag trinitatis søndag og som sådan den dag, hvor vi fejrer og mindes og undrer os over, at Gud er tre-i-en. Det er her, ved Kristus-fortællingens fuldløb, at det står klart frem: At den Gud, der skabte verden, var den, der blev menneske i Jesus Kristus og døde og opstod, og var den Gud, der sendte sin Ånd for at være et blivende vidne og en trøster og en opliver for kirken i historien. Fader, Søn og Helligånd – dog ikke tre, men én Gud, som det hedder i en af de første kristne bekendelser.

Får vi først øjne for treenigheden som et kristent vidnesbyrd om den Gud, der kommer til os, dukker den op alle vegne. Jeg plejer at fortælle konfirmanderne, at når de har med kristen kunst at gøre – billeder eller tekstiler eller salmer eller hvad det nu kunne være – så skal de holde sig én ting for øje: At det ofte i kristendommen handler om, at noget er ét eller at noget er tre. Og at det sådan set er to sider af samme sag – det ene fortæller, at der kun er én Gud. De tre viser os, at den ene Gud kommer os i møde i tre personer – ikke adskilt, ikke én ad gangen, men som et hele: Fader, Søn og Helligånd, én treenig Gud.”

Søndagens læsninger kan findes her.

/sognepræst Cæcilie Jessen

Prædikenklip Kristi himmelfart

Prædikenklip fra Kristi himmelfart

Kom du ikke til gudstjeneste i går? Her er lidt af prædikenen fra Kristi himmelfart. På søndag er der gudstjeneste igen, kl. 9 i Vestermarie og kl. 10.30 i Nylars – og særligt i Vestermarie er der masser af plads!

Ascension 1918 Eric Gill 1882-1940 Transferred from the Library 1979 http://www.tate.org.uk/art/work/P08070

“For et par måneder siden – alt er efterhånden et par måneder siden – havde jeg inviteret Hardy Lund-Olesen, den tidligere præst i Aakirkeby, til at fortælle konfirmanderne om, da han var feltpræst. Og han sagde noget, der dér i februar hurtigt blev mere aktuelt, end jeg havde troet, da jeg først bed mærke i det: Han sagde, at det at være feltpræst i høj grad handler om at holde sig klar – holde sig fysisk og åndeligt i form, være udhvilet og klar – fordi på et eller andet tidspunkt kommer der en vigtig opgave, der ikke kan vente – og så er det om at være klar. Det kunne bredes ud til os alle, som en kristen dyd: At holde sig klar og være beredt til, når det uventede sker. Til når livet, alleroftest i skikkelse af andre mennesker, kalder på os.

Det er dén situation, Jesus også satte sine disciple i efter sin opstandelse: Gå ind i Jerusalem og bliv dér og VENT. Jeg har ikke lagt meget mærke til det før – at Jesus beder dem blive dér og bare vente – men nu er det så underligt bekendt: Gå ind i jeres hus og vent.

Der er et dybt kristent perspektiv i det: Vi kan se hele kristenlivet som en art ventetjeneste, hvor vi er nødt til at skabe huller og give plads, for at det uventede kan komme til os. Tålmodigheden som en kristen dyd på linje med næstekærligheden – at vi også vover at vente – nogle gange vente på andre menneskers bevægelse – at vi er tålmodige med dem. Og nogle gange må vi sætte os, om så bare mentalt, og vente på, at nogen eller noget kalder på os. De første kristne, som Jesus fik til at sætte sig og vente, må have fordrevet tiden med bøn og sang, og det er måske også et godt bud på, hvad vores ventetid nogle gange kan fyldes tålmodigt af – bed lidt, syng lidt, så du er klar – så vi er klar – når krisen kommer. For den kommer – den kom – det ved vi nu.

Og ofte er vi, uden at tænke over det, i vores daglige liv i gang med opbygge et kriseberedskab: Når vi udtrykker kærlighed til vores nærmeste i ord eller handling, giver vi dem og os selv madpakker af kærlighed med til at klare kriser. Når vi beder en søvnig aftenbøn eller lirer Fadervor af, øver vi os til den dag, hvor bønnen virkeligt trænger sig på, og vi ikke har overskud til at skulle genopfinde den helt fra bunden af.

Vi samler minder, der bliver til en rustning, og vi fortæller vores børn bibelhistorier, så de måske – måske! – en dag langt væk i et fremmed land vil kunne huske, at også de hører til Guds fåreflok, selv om de er nok så meget faret vild. Vi ser – og det ser man nok særligt, når man har den velsignelse at følge et lille barn hver dag – vi ser, at så meget af vores hverdagsliv er øvelse. Opøvelse af liv og færdigheder – så vi er klar. Klar til at stå imod. Klar til at tage imod.”

Teksterne til søndagen kan læses på dette link.

/ sognepræst Cæcilie Jessen

Velkommen til gudstjeneste igen!

Velkommen til gudstjeneste igen!

På Kristi Himmelfartsdag, torsdag den 21. maj, fejrer vi gudstjeneste i Nylars Kirke igen efter over to måneders lukkede døre.

Gudstjenesten er klokken 9 ved sognepræst Laura Cæcilie Jessen.

På grund af corona må der højst være 25 i kirken, og derfor opfordres dem, der har mulighed for det, til at søge mod højmessen i Vestermarie kl. 10.30.

De generelle retningslinjer i forbindelse med covid-19 er:

  • Hold to meters afstand til andre
  • Sprit hænder ved ankomst til kirken
  • Nys og host i ærme eller engangslommetørklæde
  • Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer på sygdom.

Velkommen i Nylars Kirke igen!

Søndagshilsen: 5. søndag efter påske

Søndagshilsen: 5. søndag efter påske

I dag er det formentlig sidste gang, der skal sendes søndagshilsen ud – i hvert fald på denne måde. For fra i morgen, mandag den 18. maj, må vi åbne dørene i kirkebygningen igen og begynde at samles – og på torsdag den 21. maj, Kristi himmelfarts dag, kan vi – forhåbentligt! – holde vores første gudstjenester i Nylars Kirke og Vestermarie Kirke. Det kommer der mere information om snart. Indtil da gør vi, som vi efterhånden plejer:

En salme til søndagen:

Læsningerne til 5. søndag efter påske kan findes her

Nu åbnes der – netop, som vi nærmer os Kristi himmelfart. Udviklingen i fortællingen om Jesus fra påske og til nu er, at han var sammen med sine disciple i 40 dage – og nu gør han klar til afgang: Han skal hjem til sin far i himlen.

Og tænk, at det lige passer sådan: Kirkerummene var lukket og gudstjenesterne sat på pause i de dage, hvor Jesus kom og var sammen med sine disciple.

Og nu, da vi gør klar til at komme tilbage og mødes igen, melder Jesus sin afgang.

Det kan næsten føles, som om vi kommer for sent, når vi mødes til Kristi himmelfart på torsdag. Vi når lige at se et glimt af ham, før han forsvinder! Sådan kan det se ud.

Men Jesus har sagt til sin kirke, at ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse”. Og tænk, at vi kan forestille os, at han gik med os i denne her ørkenvandring af en pandemikrise.

Som israelitternes trofaste Gud, der gik foran dem som en skysøjle i ørkenen.

Han har ledt os – og han har befriet os – og om lidt, ganske snart, mødes vi igen. Gud ske tak og lov.

Herre, vor Gud,
du, som er alle gode tings skaber og giver,
dig bønfalder vi om store ting:
Lad din Ånd blæse liv i vore tanker, så de bliver rette,
og styre vor kurs, så de rette gerninger følger,
ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed.
Amen.

Glædelig søndag og på gensyn, sognepræst Cæcilie Jessen

Søndagshilsen: Frihed – 4. søndag efter påske

Se video med en salme til søndagen her:

Lad for os, som på dig tro,
livets blomster overgro
gravens mørke tilje!

Det var først, da jeg (Cæcilie præst) lavede undertekster til denne søndags salmevideo, at jeg opdagede, at hver eneste sætning i den slutter med et udråbstegn. Det gør den meget kraftfuld – en fuldtonet bøn til Helligånden om at komme og oplyse vores liv med troen på opstandelsens kraft

Der er lidt larmende blæst på videoen, men det passer meget godt til helligåndstemaet – på både græsk og hebraisk er ordet for ÅND og VIND godt og vel det samme!

Det er en helligåndssalme, fordi vi så småt begynder at nærme os pinse og dermed forventningen om Helligåndens komme!

Søndagsrefleksion

Læsningerne til søndag den 10. maj kan findes her

Hvad vil det sige at være fri?

Måske vi bedst begriber det ved at tænke på, hvad vil sige ikke at være fri. Som nu Saulus, der er så bundet af sit had til de kristne, at han bruger al sin tid på at opspore og forfølge dem.

Han bliver befriet på den mærkeligste måde: Han bliver gjort blind – og så bliver han gjort seende, men med et nyt syn. Han får et nyt syn – på alt. Og han bliver til Paulus, den ivrige brevskriver, vi kender fra Bibelen.

Sådan er friheden, når lågen i buret bliver lukket op, og vi kan bevæge os ud – verden og menneskene i den ser forandrede ud.

Caravaggio – Omvendelse på Damaskusvejen (1600)

Men hvad er den kristne frihed da?

Det er den frihed, der bunder i sandheden om Jesus Kristus – som vi får at se, ligesom Paulus, ved Helligåndens hjælp. Sandheden om Jesus Kristus er, at han er Guds søn: At Gud ikke længere er fjern, men nær, og hvor meget tungt, vi end bærer på, vil han tage den byrde fra os.

Det er friheden i lette skuldre – det er en bevægelsesfrihed.

Kun ét sted er vi bundet: I kærligheden til den næste i rækken – men vi er frikøbt til at udøve netop dén.

Men lovet være du, vor Gud!
Du hjælper os af fare,
vor bange sjæl du leder ud
som liden fugl af snare;
ja, snaren brister, vi er fri,
thi Herrens navn os stander bi,
han skabte jord og himmel.

(Martin Luther 1524, 338 i salmebogen)

Glædelig søndag og ugen, der kommer
sognepræst Cæcilie Jessen

Bededagshilsen

Se video med en salme til store bededag her:

Alle læsninger til store bededag kan findes her.

Refleksion til store bededag

At bede er at blive
en hundesnude i verden.

Sådan skriver den svenske digterpræst Lars Åke Lundberg. Billedet af den snusende hundesnude er overraskende. Det lader os ane, at bøn ikke kun er at bede om noget, men at det også er udforskning eller stille vejring. Tænk på hunden, der har fået færten af noget: Den er i gang med en leg, men pludselig standser den op og bliver stille og retter snuden opad. Sådan er bønnen også: Vi standses i det, vi er i gang med, og vejrer efter Guds nåde i verden. Efter vej, efter skjulte sandheder, efter venskab på uventede steder.

Kazimir Malevich - Bøn (1907)
Kazimir Malevich – Bøn (1907)

Bøn til dagen

Af sangskriver Jonas Petersen, bragt i Kristeligt Dagblad den 7. maj.

Godmorgen, kære Gud! Jeg takker dig for denne nye dag,
at den er lyst op af din nåde.
Tak for, at jeg også denne dag
må komme vågnende til det daglige brød,
som du gav mig, mens jeg sov.
Tak for, at jeg også i dag
må blæse al min tyngende bekymring ud
som sæbebobler mod din hud.
Tak for, at du åbenbarer en flig af dit væsen
i bøgen og birken og syrenen
og i alle forårets svimlende dufte,
og at du lader solsorten synge
den samme euforiske morgensang,
som kvinderne i gravhaven hørte,
og at jeg, enfoldig som en fugleunge,
må bo i din hånd
endnu en dag.
Amen.

 

Søndagshilsen: Jeres hjerte må ikke forfærdes!

Se video med en salme til søndagen her:Refleksion til 3. søndag efter påske
”Jeres hjerte må ikke forfærdes” – jeg hænger altid fast ved den sætning, når jeg læser evangeliestykket til denne søndag (Johannesevangeliet 14,1-11). Hvad er det for en mærkelig ordre, disciplene får, og som vi får som kristne: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes”.

Det må have at gøre med, at ligesom intet menneskeligt er fremmed for Gud, fordi Kristus har levet menneskelivet med os, sådan bør intet menneskeligt heller være fremmed for os. Eller rettere: Vi skal ikke forfærdes over noget menneskeligt.

Det er ikke en ordre til passivitet eller tilbageholdenhed, når vi møder gruen og det grimme – tværtimod. For når vi forfærdes, stopper vi nogle gange dér – vi træder et skridt tilbage i afsky eller vender blikket væk fra det, vi ikke ønsker at se. Så handler vi ikke. Der lyder Jesus’ ord altså: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!” – og videre: ”Tro på Gud, og tro på mig!”.

Ikke med forfærdelse, men med tro skal vi møde livet. Tro på, at livet er i Guds hånd, og tro på, at han giver os den styrke og det mod, vi ikke selv kan opbyde. Tro i sidste ende på, at vi er fri – virkeligt fri – i Kristus, også under midlertidig viruskarantæne, under samfundets nedlukning, under kirkeklokkernes tavshed.

Hvornår er der gudstjeneste igen?
Ja, nu begynder ventetiden at røre på sig – og vi spørger: Hvornår kan vi samles igen? Hvornår kan vi mødes til gudstjeneste igen? Forhåbentligt får vi nyt i ugen, der kommer, også i kirken.

Indtil da må vi minde hinanden om, at menigheden – kirken – er fællesskabet af alle døbte. Og lige nu er kirken ikke lukket, men spredt ud i hjemmene, hvor vi hver især må bede vores bønner, synge vores salmer, læse i vores bibel og finde glæde i fællesskabet med de nærmeste. Dér er vi åndeligt sammen med alle andre kristne over hele verden, der også nu er forhindret i at mødes i deres gudshuse.

Hvis du har idéer til genåbningen af den større kirke, så skriv – skriv til menighedsråd, til præst, til biskop, til minister, til aviserne. Gudstjenesten er menighedens, og nu er der en tid til at tage ansvaret for den.

Jeg glæder mig usigeligt, til vi kan mødes igen.

Indtil da: Guds fred,
sognepræst Cæcilie Jessen

Se alle søndagens læsninger her.

Søndagshilsen 2. søndag efter påske

Se video med en salme til søndagen her:Søndagsrefleksion
Der er en gammel, kristen tradition, som handler om ørkenen. Ørkentraditionen peger på, at vi som mennesker og som troende kan befinde os i en sjælens ørken: Et goldt sted, hvor solen brænder hårdt, og vi bliver tørstige, sultne og trætte.

Sådan kan hele samfundet føles nu – midt i det blomstrende forår, som bringer os glæde, stikker ørkenens mismod sit ansigt frem: Hvor længe endnu? Hvornår kan jeg få stillet min sjæls og mit hjertes sult og tørst? Måske vi endda begynder at dumme os på den ene eller den anden måde, som man kan komme til i ørkenens forvirring – som vi kan komme til, når vi mangler forsoningen i et fysisk nærvær.

Salvador Dali – Nude in the Desert Landscape (1946)
Men ørkentraditionen fortæller os, at vi ikke skal være bange for at være i ørkenen – for dér møder Gud os også. Der er en ny stilhed, vi kan træde ind i, også selv om vi er bekymrede, også selv om vi er plaget af mismod.

Og egentligt har det at gøre med, hvad det kristne håb er: For det kristne håb er ikke et overfladisk håb om, at det nok skal gå. Tværtimod er det kristne håb et håb, der kommer til os midt i håbløsheden – opstandelseslyset som sprækker i dødsmørket. Småbitte glimt af Guds godhed i et nedlukket, forvirret og ængsteligt samfund.

Så lige nu må ordene være: Vov at være i stilheden, som Gud er i stilheden. Tillad mismodet at være der og bed om Guds trøst. Og løft så blikket, og smil åbenøjet til et menneske i Brugsen eller på gaden, selv om I ikke nærmer jer hinanden mere end det – der er ved at være brug for, at vi indgyder hinanden mod, så ingen forstener eller går til i fortvivlelsen.

Søndagens gammeltestamentlige læsning er salme 23:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Amen.

Guds fred og alle gode hilsner,
sognepræst Cæcilie Jessen

Se alle søndagens læsninger her.